Foto: Sabrina Sørensen

Mavedans for alle

Historien bag foreningen Fredericia Mavedanser Forening. Mottoet mavedans for alle er ikke en sætning, men en livsfilosofi.

Fra #01 Ofelia – 8/3 2020
Forfatter Fahrida, underviser ved Fredericia Mavedanser Forening.

Historien bag foreningen

Der er nok en del af jer, der underviser i orientalsk dans, som har oplevet et faldende elevtal og et stigende problem med at kunne oprette hold på diverse aftenskoler. Det samme oplevede jeg som underviser hos FOF Fredericia.

I det tidlige forår 2016 stod jeg med kun tre elever som var stabile og som gerne ville fortsætte. I godt et års tid havde jeg tænkt over om man skulle oprette sin egen forening, så man selv kan leje lokaler af kommunen, selv bestemme prisen, antal lektioner, antallet af nødvendige elever for at kunne oprette et hold osv.

Det ville desuden sparre en masse fordyrende administration og måske billigere priser kunne lokke flere til dansen. De priser FOF forlangte udelukkede folk på fx SU og kontanthjælp.

For mig var det vigtigste ikke at drive forretning og tjene penge, men at udbrede kendskabet til den orientalske dans.

De tre skønne piger jeg stod med i foråret 2016 virkede til at være gjort af det rette stof og de sagde uden tøven ja til ideen.

- Fahrida -

At starte en sådan mavedanser forening krævede de rigtige personer, nogle piger og drenge der ville engagere sig og som også helst brændte for den orientalske dans.

De tre skønne piger jeg stod med i foråret 2016 virkede til at være gjort af det rette stof og de sagde uden tøven ja til ideen da jeg fremlagde den.

I maj blev det første møde holdt og vedtægterne og forslag til arbejdsfordeling i bestyrelsen blev sammenfattet. Den 20. maj blev den stiftende generalforsamling afholdt og 1. juni 2016 gik den offentlige registrering igennem hos Virk.

Fredericia Mavedanser Forening (herefter FMF) var født med Sofie R. Møller som næstformand, hendes mand Morten R. Møller som kasserer, Amanda K. Bro som sekretær, Anette D. Jensen som bestyrelsesmedlem og undertegnede som formand.

Vi startede ud som en lillebitte forening med kun 5 medlemmer, men alting har en start.

I løbet af sommeren 2016 knoklede dette team med at blive klar med hjemmeside, Facebook side og meget, meget mere så vi kunne være klar til den første undervisningssæson; efteråret 2016.

Vi er stadig kun en lille forening, men vi vokser lidt hver år. Vi startede ud med ét hold i efteråret i 2016 og allerede i 2019 havde vi to hold til efterårsopstarten.

I løbet af årene er personerne skiftet ud på posterne. Bl.a skylder vi vores første kasserer Morten en tak og nu ligger vores økonomi i trygge hænder hos Lotte Lind.

Da FMF slog dørene op for de første elever, meldte Camilla S. Bertelsen sig ind. En stor gevinst for foreningen. Camilla og hendes mand Peter har lagt et kæmpe arbejde i at designe foreningens logo og vores hjemmeside. Camilla er modellen i logoet og hun er også kvinden bag FMF’s små reklamefilm.

Amanda der var med til at stifte foreningen, er også en urkraft og en kvinde med mange ambitioner både på egne og dansens vegne. Derfor var det med glæde, at jeg overdrog taktstokken til Amanda som formand med Camilla som næstformand.

Det sidste, men også største, der er sket i foreningen, er at Amanda havde modet til at overtage Oriental Dance Festival efter AzizA og genoplive showet med nye visioner.

Det er en opgave af gigantiske dimensioner og håbet er, at Oriental Festival Denmark bliver en kæmpe succes for både Amanda og FMF.

Festivalen er arrangeret af Amanda Bro i samarbejde med Fredericia Mavedanser Forening

Tilmeld dig nyhedsbrevet

… og få de seneste nyheder om festivalen direkte ind i din indboks.